KENNELHISTORIE

Del 1. Interessen og legen med jagthunde begyndte i 1952, da en flink nabo forærede mig en pointerhvalp. Læs mere.

Avisartikel 1953. Avisartikel fra Silkeborg Avis i 1953. Læs mere.

Del 2. Det skulle senere vise sig, at salget af Hubertus Jett blev afslutningen på kennel Marienlund. Læs mere.

Del 3. Spurvfugldalens Bellas dage som avlshund var efter det 3. kuld slut, men med de to døtre Erica og Gro efter henholdsvis Birk – Stars Leo og Texas av Frygne var jeg egentlig ikke bekymret for fremtiden. Læs mere.

Del 4. Halvsøskende parringen, altså kombinationen mellem Spurvfugldalens Erica og Spurvfugldalens Golden Goal kunne jo godt give anledning til panderynker, ikke fordi Erica og Golden Goal er halvsøskende, men fordi ingen af de to har været speciel nemme at dressere .. Læs mere.

Del 5. Fantastisk forår 2007 for unghundene fra Spurvfugldalen. Læs mere.

Del 6. Drømmen gik i opfyldelse og 2008 blev et godt år. Læs mere.

Del 1

Interessen og legen med jagthunde begyndte i 1952, da en flink nabo forærede mig en pointerhvalp.

Jeg var 6 år gammel. Året efter startede jeg på markprøver - først lokale, siden anerkendte.

Zenta var meget let at dressere og det lykkedes næsten hver gang at få hende præmieret.

Far mente, at nu skulle jeg have en rigtig jagthund. En rigtig jagthund var naturligvis en engelsk setter som far var opdrætter af og som han brugte til både sport og jagt.

I 1954 står den store Svenske derbypokal hjemme på Marienlund. I dag er den vurderet til en million kr., og kommer kun ud af bankboksen til fotografering hvert år på derbydagen sammen med vinderen. På Marienlund kunne ikke en dør låses - det er lidt underligt at tænke på. Året efter vinder samme hund, Tolstrups Bella, UK finalen på Engelsk Setter klubs hovedprøve og om efteråret bliver hun bedste engelske setter på det danske derby som 4 vinder.

Det er klart, at over for ovenstående fyldte mine små 2 og 3  præmier ikke ret meget, så jeg var nok nem at overtale til at få en engelsk setter.

Der kom nu nogle hårde år, dels var der en mand der mente, at så ung en fører ikke måtte føre hund på markprøve, dels var de engelske settere ikke så lette at danse med som Zenta.

I 1961 får jeg en parringshvalp efter Marienlunds Paw og Hylddalens Dorrit. Hun hedder Hubertus Jett og viser sig at blive en rigtig god hund. Jeg er nu 16 år og har fået lidt øvelse.

I 1963 vinder Jett UK finalen i et meget skrapt felt - Vestfyns Doggi med Hans Olsen blev nr. 2. Samme dag vinder Far åben klasse med Marienlunds Paw, og dagen efter bliver Paw 2 vinder i vinderklassen. Det var en stor weekend for Kennel Marienlund. I den periode er Marienlund hundene  klart blandt Danmarks bedste inden for de engelske racer hvad angår brugsegenskaber,  men desværre nåede de ikke topniveau på eksteriøret. På trods af dette havde udlandet fået øjnene op for Marienlund hundenes kvaliteter. En hanhund bliver solgt til Chile og bliver avlsmatador der.

Rolf Sevendal fra Norge køber Marienlunds Ripp og Marienlunds Lynna, (kuldsøskende til Marienlunds Paw). Ripp bliver far til Hommelfjellets Ponto og farfar til Dunfjellets Zanto, der begge bliver brugschampion.

Desværre havde Marienlund hundene og andre gode danske kenneler ikke de danske setterfolks bevågenhed. Man begyndte at importere fra nær og fjern, og det resulterede i ganske vist flotte settere, men de var ikke gjort af det rigtige stof. Den engelske setter røg ind i en lang ørkenvandring, hvor hundene manglede gnist og skarphed og set udefra så det ud som om de ikke rigtig kunne tåle dressuren.

Maj måned 1965 bliver jeg indkaldt til søværnet og skal være der i 14 mdr. Med det i udsigt og da pengene er små, vælger jeg at sælge Hubertus Jett.

Tilbage til oversigt.

Avisklip, Silkeborg Avis 1953

Et kort Pift i en Fløjte og den smukke Pointer "Molly Senta" står som hugget i Sten på Gårdejer H. Nørtofts Mark i Ikast. Et Par små Kommandoråb og den går i Dækstilling, tager Stand og apporterer - og så får den Lov at lege. Det var en lille Smule af det, den syvårige Carlo Nørtoft har lært sin Hund, der i Søndags fik Anden Præmie i Ungdomsklassen ved Markprøven i Bording med Carlo som Landets yngste Hundefører.
Carlo og "Senta" er så nære Kammerater, som Menneske og Dyr kan blive i sunde, landlige Omgivelser. Fra Morgen til Aften er de sammen, og det har de været, siden han fik den som Hvalp. Så glad var han for den, at han slæbte rundt med den og kun bragte den til Moderen, når den skulde die.
Carlo - en lille lyslokket Gut med Fregner og et par små "arbejdsnæver" - var i Marken sammen med sin Far, da vi besøgte ham.
Han tjener til Føden til sin Hund, sagde Nørtoft, mens han spændte to røde Heste fra Ploven. Det var en af Betingelserne for, at han fik lov at beholde "Senta", som er en fin Hund med Stamtavle og gode Evner.

Lå I Skjul og Lærte.
De har vundet Præmie med Deres Hund "Bella" - er det fra Dem, Carlo har sit Talent?
-Jeg opdagede det første Gang sidste år i den kolde Marts. Jeg var ude med min egen Hund, fortæller Gårdejeren, da jeg overraskede Carlo i at ligge i Skjul bag ved et Hegn for at lure mig Kunsten af. - Så fik han "Senta", som han helt og holdent - med meget små Anvisninger - har rettet til. Det har han foreløbig gjort så godt, at han i Søndags vandt sin første Sølvske og ydermere fik en Sølvbakke som Opmuntring.
Carlo vender tilbage fra en Løbetur med "Senta" og fortæller uimponeret.
Jeg begyndte at lære den at være dæklydig. Det var ikke så svært. Jeg trykkede den bare på Halen, så vidste den, at den skulle sidde. Men det var skam sværere at lære den at dække, når der var Harer på Spil. Den ville helst løbe efter dem, og det må du ikke, tilføjer han til "Senta", mens han gi'r den et Kys på Panden.

Ikke Tid Til Skolen.
Første Gang, han havde fået den lært det, fortæller Faderen, blev han så glad, at han smed sig på Marken og omfavnede Hunden, så den nær havde tabt Vejret.
- Hvor træner han Hunden ?
- Overalt på Markerne i Omegnen. Om Søndagen er det ikke usædvanligt, at han tager en Træningstur på 20 Kilometer.
- Er du så ikke træt, Carlo ?
- Næh, ler han, men det er "Senta".
- Går du i Skole?
- Endnu ikke, men han skal snart, forklarer Faderen.
- Jah, hvis jeg får Tid, indskyder Carlo, for "Senta" skal jo også passes, og jeg kan ikke tage ham med i Skolen?
Gårdejer Nørtoft oplyser, at Carlo Skærtorsdag skal deltage i Kredsprøven i Troldhede. Som en lille Opmuntring til den lille Hundefører har man allerede købt en lille Præmie til ham, men han har også Chancer for at vinde den rigtige Præmie.
-Han skal starte i samme Klasse, hvori jeg sidste år vandt "Gellerup Vandrepokal", forklarer Nørtoft. Han har lovet mig, at han nok skal sørge for, at Pokalen bliver her på Gården.
- Tror du , at du kan klare den, Carlo?
- Jeg kan da prøve, sige han med et fornuftigt Glimt i Øjnene. "Senta" er nemlig Verdens bedste Hund.
Det synes "Senta" åbenbart også, for dens ungdommelige Ejermand får vasket hele sit fregnede Ansigt som Tak for de pæne ord.

F.K.

Tilbage til oversigt.

Del 2

Det skulle senere vise sig, at salget af Hubertus Jett blev afslutningen på kennel Marienlund.

Der går nu 15 år uden hundesport. Vi havde naturligvis stadig jagthunde, men vi opdrættede ikke selv og gik ikke på markprøve. 

Men så skete der noget en søndag morgen midt i juni måned 1981. Jeg var kørt til bageren efter rundstykker og ved den lejlighed tog jeg Jyllandsposten med. Den var også den gang kæmpestor, men alligevel lykkedes det mig at finde listen over hunde sælges, og der støder jeg på en annonce fra en gammel bekendt, nemlig Sigvald Alsbjerg Pedersen. Han havde et kuld pointerhvalpe til salg. 

Nu er det jo sådan, at vi her i Danmark traditionelt er meget tro mod den race familien nu en gang har arbejdet med, og da det var den engelske setter der havde været vores race, var det ikke så lige til at skifte. 

Men der kunne vel ikke ske noget ved tage op og se på Sigvalds hvalpe, så Ellinor og børn blev puttet i bilen og så af sted.

Da vi var hjemme, havde vi 2 dejlige hvalpe. Sigvald mente, det var bedst at tage 2 hvalpe - så var der jo dobbelt chancer for at få en god hund og så kunne de også lege med hinanden. Sigvald fik ret, for det blev den mindste, som var mit andet valg, der blev den bedste. Jeg tror tæverne var udsolgt, for det var i hvert fald 2 hanner vi købte. Den store fik navnet Knold og den lille skulle hedde Tot. 

Tot blev en rigtig god hund, men store dele af vores agerhøns døde i de hårde vintre 80-81-82, så det var svært at få hundene for fugl. Jeg havde på det terræn jeg måtte gå på kun et par høns, og dem havde Tot fundet 3 gange. Den 4. gang Tot var i fugl var det et par udsatte høns på Kredsprøven. Dem klarede han til ug og vandt dermed 1. præmie i UK og blev pokalvinder. 

På de hjemlige jagter viste han også høj klasse, selvom starten var vanskelig. Mine jagtkammerater havde svært ved at kapere den måde Tot jagede på, skønt han gik som enhver hundemand ønsker det. Selv efter at han ved et hegn havde naglet 2 gamle kokke som en jagtkammerat havde skudt, blev nogle ved med at snakke om at han jagede harerne væk. Det resulterede i at jeg blev sur, og koblede Tot op og slap Knold i stedet for. Knold var slet ikke vågnet op endnu og løb bare og fjolrede rundt iblandt os, til stor glæde for ham selv og de ”kloge” jægere. 

Men der gik alligevel ikke ret lang tid, før en dristede sig til at spørge om vi ikke skulle slippe Tot igen. Jeg forsøgte at bevare pokerfjæset og sagde nej!! han jager alt vildtet væk! Kort tid efter var vi alle ved at flække af grin og så skulle vi på jagt - med Tot – naturligvis. Efter den dag var der ikke snak om vildt der  blev jaget væk. 

Desværre blev Tot ikke nogen gammel hund, for da han var 2 år fik han nogle knuder på bringen og under bugen. Det var ikke kræft, men vores dyrlæger kunne ikke finde ud af hvad det var. Knuderne blev fjernet, men der kom nye og Tot blev meget syg og måtte aflives kun 3 år gammel. På det tidspunkt var Knold for længst overgået til de evige jagtmarker.

Det følgende forår var jeg så på udkig efter en ny hund. På en markprøve mødte jeg Svend Aage Jeppesen fra Skive, og han fortalte mig at han havde nogle unghunde på 12 mdr. som var faldet efter Alsbjergs Kip og en ældre tæve efter Oksby Fly. Kip er kuldbroder til Knold og Tot, så jeg ville gerne se på dem.

Jeg beslutter mig for at købe en gul/hvid tæve som næsten er hel hvid. Hun har en fremragende stil og en voldsom jagtlyst. Vicki bliver stammoder i det der senere kom til at hedde kennel Spurvfugldalen. Det var ikke fordi hun gjorde den store væsen af sig på markprøver, men det lykkedes dog hende at blive placeret i vinderklasse og kvalificere sig til DM finalen, hvor hun dog forblev uplaceret på en 7. plads. Men det er helt sikkert, at jeg kan takke Vicki for at jeg blev inviteret på masser af jagter. Hun var suveræn i alle terræner - både roer, mose og skov, og jeg kan ikke huske, at vi har mistet anskudt vildt når Vicki var med, lige meget om det var en vingeskudt kok, en anskudt ræv hare eller råvildt. 

Jeg forsøgte at genoplive vores gamle kennelnavn Marienlund, men selvom den ikke var optaget, lykkedes det ikke - et bestående kennelnavn lignede Marienlund for meget. Kennelnavnet blev så Spurvfugldalen, som er navnet på vores egekrat her på Vibholm. 

Jeg trækker 3 kuld hvalpe på Vicki. I det første efter Klitrosens Esra beholder jeg selv Spurvfugldalens Bella, i det andet kuld efter Klitrosens Ferdinand beholder vi Barbett og Bulder og Benjamin, og i det 3 kuld efter Dåsens Max beholder jeg Spurvfugldalens Casper. Han bliver optaget i DPK`s eliteavlsregister, bliver placeret  et par gange i VK og det er med Casper jeg får tildelt sølvpisken.

Det bliver Spurvfugldalens Bella, der kommer til at få den største betydning for kennelen. Det år hun fylder 2 år (1990) får hun 4 stk. 1. præmier og bliver flere gange pokalvinder på anerkendte prøver. Hun var en fantastisk vildtfinder - de hunde der har fundet fugl i slip med Bella er få.

Bella bliver mor til 3 kuld hvalpe, 2 kuld efter Birk – Stars Leo og 1 efter Texas av Frygne. Kendetegnende for Bellas hvalpe er at næsten alle har meget stort format:

Spurvfugldalens Es, ejet af Martin Mortensen, bliver 3 gange 1. vinder, den ene gang som danmarksmester.

Spurvfugldalens Eruca og Evilda, ejere Søren Blåbjerg og Torben Rasmussen, bliver begge placeret på derbyet 1996.

Spurvfugldalens Erica (min egen) og Ensiana, ejer Alfred Vemmelund, kommer begge i DPK`s eliteavlsregister. 

Spurvfugldalens Fly, mange VK placeringer, deriblandt 5 vinder på danmarksmesterskabet.

Spurvfugldalens Gro, vinder af UK finalen på DPK`s Hovedprøve 1999, hvor jeg havde den fornøjelse at føre begge hunde i finaleslippet. Her måtte Fly se sig slået af sin halvsøster som er et halvt år yngre. Det var ren opvisning i hvordan engelske hunde skal gå på marken - slippet blev afgjort på søg, fart og stil. Med til den historie hører også, at da Gro og Fly havde givet opvisning i ca. 10 min. slår det pludselig ned i mig – TÆNK HVIS DER SPRANG EN HARE! Den tanke huede mig ikke, da ingen af hundene på det tidspunkt var harerene, så da hundene næste gang passerer mig i hver sin retning, kalder jeg dem ind og kobler til de 2 dommeres store forbavselse.

Tilbage til oversigt.

Del 3 

Spurvfugldalens Bellas dage som avlshund var efter det 3. kuld slut, men med de to døtre Erica og Gro efter henholdsvis Birk – Stars Leo og Texas av Frygne var jeg egentlig ikke bekymret for fremtiden.

Erica bliver parret med Metrinelunds Monrad efter Texas av Frygne og Sorfi. Et stærk kuld hvor Spurvfugldalens Handi ejet af Martin Mortensen og Spurvfugldalens Hertha (min egen), gør sig godt bemærket på markprøver, Handi vinder DPK`s UK finale 2002 og Hertha bliver bedste danske pointer i UKK finalen samme år.

Det følgende år får Hertha problemer med poterne og det er ikke muligt at få hende gjort klar til prøver, men i foråret 2004 er hun klar igen og får 1. præmie åben klasse på DPK`s hovedprøve og da hun har 1. præmie på udstilling er hun hermed optaget i  DPK`s eliteavlsregister.

Spurvfugldalens Erica`s sidste kuld.

I et forsøg på at lave en ny Hertha forsøger vi at parre Erica med Villetoftes Roy det ville ikke lykkes trods flere dages forsøg og da vi efterhånden var nået til 13-14 dagen var det ved at være sidste udkald.

Jeg besluttede at parre hende med halvbroderen Spurvfugldalens Golden Goal, der kom 8 hvalpe den 24-7-03 hvoraf jeg selv har beholdt en tæve og en han, 2 særdeles velgående unghunde som jeg forventer mig meget af især hanhunden Spurvfugldalens Jan viser gode takter.

Højfjeldsjagt i Norge og Sverige.

 Som en logisk konsekvens af tingenes tilstand i Danmark har jeg i de senere år taget på jagt i Norge og Sverige. Det har givet nogle fantastiske naturoplevelser for både jæger og hund, der er eller har været masser af plads at røre sig på. Ikke så mærkeligt er der andre end os danskere der har fået øje på muligheden for jagt af høj kvalitet.

Vi må håbe at vore nordiske naboer styrer det sådan at jagttrykket ikke bliver for stort på fjeldene, der er nemlig ingen alternativ til naturen deroppe og det skal vi være lykkelige for. 

Favoritfjeldet. 

Fjeldene omkring Tärnaby i Sverige er efterhånden kendt af en del danskere. Tärnaby ligger på højde med nordenden af den Botniske bugt og så stik vest over mod den norske grænse.

Vores favoritfjeld har vi været på mange gange. Vi, det er Jens Have fra kennel Mjølner, Hugo Nielsen fra kennel Mørup og Vagn Stubkjær fra kennel Birk-Stars og Hovard Skogen fra Norge og mig selv.

Første gang vi var på fjeldet blev vi fløjet op med helikopter, det var en speciel oplevelse at blive sat af i 900 m højde en tidlig morgenstund hvor nattekulden stadig sad i fjeldene, men det varede ikke længe før solen havde fået varmet det hele op, det blev til rypejagt i skjorteærmer.

Al begyndelse er som bekendt svært, så de første par timer gik med at finde ingenting, men snart lærte både hunde og folk hvor ryperne yndede at opholde sig og vi fik nogle på tasken, hver person måtte skyde 6 ryper/dag.

Det store fjeld og de mange ryper trak jo voldsomt i os og vi studerede kort om aftenen, vi fandt ud af at det ikke var umuligt at komme derop ved hjælp af bil og gå-ben, men det var en hård tur, vi regnede ud at vi havde gået omkring 25-30 km. på en dag.

Af de 8 gange jeg har været på det fjeld er der en gang jeg husker meget tydeligt, vi havde været af sted i flere dage på andre fjeld og ville så op på den store som vi kaldte den, det var ved at være sent hunde og folk var ved at være slidte, Fly havde været inde og fået noget fedtstof og jeg havde sendt ham af sted igen, vi er på vej retur og på et tidspunkt bliver vi enige om at vi holder et hvil og får lidt at drikke og spise vi sidder måske en halv time og bliver enige om at vi skal finde stien nedad, da slår det ned i mig, ”hvor er Fly”? Ham har jeg ikke set siden han var inde for at få noget at spise.

Jeg blev straks nervøs, han havde jo gået i mange dage fra morgen til aften og jeg har før set en hund gå i krampe.

At han skulle være gået af hånd var utænkelig, det kunne han ikke finde på, så der var 2 muligheder enten havde han stand eller også lå han et sted. Det var vel ca. 3 kvarter siden jeg sidst havde set ham.

Jens Have der havde jagtet lidt højere oppe i fjeldet kommer nu ned med lange skridt, han råber mangler I ikke en hund!! Det kunne jeg da kun bekræfte, han havde set et rødt dækken noget bagud i fjeldet i en sænkning, vi går i retning hvor Jens mente han havde set det røde dækken, og efter lidt søgen fandt vi Fly i stram stand, da vi næsten er oppe ved ham ser jeg en rype lidt ude til højre der strækker hals for derefter at gå på vingerne, jeg tænker nu har han stået en time så jeg må forsøge at fælde den flyvske, men skyder forbi, Fly drejer hovedet om mod mig, jeg ved ikke hvad han tænker, drejer så snuden op i vinden igen, jeg finder 2 nye patroner og vi går nu helt frem til den stående hund, Jens ude til højre og Vagn ud til venstre.

Jeg giver nu Fly lov til at rejse, han går frem og der letter 6-7 ryper, der bliver en masse larm og der falder en rype, det var Jens der ramte, Fly er helt rolig drejer ca. 30 grader til venstre trækker 3-4 m frem og står fast, han får igen lov til at rejse, ret foran ham går rype på vingerne som Vagn skyder, de 2 fugle apporteres. Det var flot hundearbejde men skydningen var der ikke noget at prale af.

Tilbage til oversigt.

Del 4

Halvsøskende parringen, altså kombinationen mellem Spurvfugldalens Erica og Spurvfugldalens Golden Goal kunne jo godt give anledning til panderynker, ikke fordi Erica og Golden Goal er halvsøskende, men fordi ingen af de to har været speciel nemme at dressere, især Golden Goal har været svær at dressere færdig især over for hårvildt.

Golden Goal har været hos to andre ejere inden han kom tilbage til mig igen som 3 årig, jeg skulle så finde ud af om jeg ville dressere ham færdig til prøve, eller hvad jeg ville med ham.

På en træningstur en dag efter fyraften, fandt han parhøns 8 gange inden for en time. Han prellede nogle af fuglene, men en fuglefinder af rang, det var jeg ikke i tvivl om at han var og er. Søg, fart og stil er også i top, men det der altid har imponeret mig, og alle andre der kender ham, er hans kolossale styrke og udholdenhed både fysisk og psykisk.

På en træningstur på St. Soels i Tvis fandt jeg svaret på om Golden Goal (omdøbt af Peter Gude til Carlo) skulle dresseres færdig eller ej. Markerne på Soels er meget store efter vestjyske forhold, og de blev afsøgt fra kant til kant i god kontakt til mig, så det var en fornøjelse at se på. Så sprang der en hare og Carlo bagefter, drevet går langs et læhegn, ned mod mig og jeg tænker: fint, jeg springer gennem hegnet og griber ham på fersk gerning. Som tænkt, så gjort og han fik en ret kraftig røvfuld. Efter lidt dækøvelser og formaninger om at disse lodne pelsdyr ikke var noget han skulle interessere sig for, slap jeg så hunden igen. Skæbnen ville, at Carlo igen fandt en hare, og jeg kunne ikke forhindre ham i at gå efter den. Da han kommer tilbage, havde jeg forventet at han ville være brødbetynget, men han kom som altid frisk og glad og nærmest sprang i favnen på mig. Da tog jeg beslutningen: Carlo skulle ikke udsættes for flere formaninger om grimme pelsdyr, så han overgik til jagtens tjeneste. Jeg havde jo kuldsøsteren Spurvfugldalens Gro og halvbroder Spurvfugldalens Fly, så jeg stod jo ikke og manglede konkurrencehunde.

Plan A var ikke ovennævnte halvsøskendeparring, men at Spurvfugldalens Erica skulle parres med Derbyvinder Villetoftes Roy. Men efter 4-5 dages forsøg uden held, hvor Roy ikke ville parre, fik Golden Goal tilbudet, og han sagde ikke nej. Resultatet var 8 stk. flotte hvalpe.

Der var meget stor interesse for kuldet, som bestod af 2 tæver og 6 hanner. Det er egentlig sjældent, at jeg på forhånd udvælger en hvalp til mig selv, da jeg på mærkværdig vis altid ligger og roder med alt for stort et hundehold, men denne gang gjorde jeg en undtagelse. En af de to tæver var meget smuk, hun fik navnet Spurvfugldalens Jet, og skulle være min kommende avlstæve om alt gik som jeg håbede. Hun er dog ikke mange uger, inden jeg ser nogle lidt kedelige tendenser: hun er meget udspekuleret. Vores hvalpe er altid i stuehuset de første 6-8 uger, for at vi har mulighed for at give dem den rigtige prægning, og en af rutinerne er, at hvalpene skal ud, når de har spist og når de har sovet. Hvis det passede dårligt i Jets planer, gemte hun sig bag møblerne - det var irriterende at skulle flytte sofaen hver gang hun skulle luftes. Siden hen har det vist sig, at hun som sin far er meget glad for hårvildt og er svær at dressere. Men smuk det er hun, på familiedagen på Fyn 2005 fik hun 1. pr. og blev 1. vinder i åben klasse.

Men alligevel - jeg skal komme meget i knibe, hvis jeg bruger hende i avlen, så det gør jeg nok ikke.

Den anden tæve solgte jeg til Ove Damgård Jeppesen fra Skive. Hun kom til at hedde Spurvfugldalens June og som de fleste sikkert husker, vandt hun Dansk Jagthunde Derby 2005 i overlegen stil. Som den eneste gik hun over til søndagen med A1.

På udstilling har June 1. pr. og blev 3. vinder på FJD udstillingen på Fyn 2006.

Hannerne i kuldet var fra fødslen til 8 ugers alderen meget ens, og jeg var egentlig fuldstændig ligeglad med, hvilken af de 6 hvalpe jeg selv skulle vælge. Så jeg tog den sidste der var tilbage, da de fem andre var væk, og ham kaldte jeg Spurvfugldalens Jan. Jeg er godt klar over hvorfor jeg fik lov at beholde Jan, han var ikke så langt fremme i skoene som flere af de andre hanner i kuldet, og hvis der var optræk til larm kunne han godt finde på at trække sig tilbage til hulen. Det bekymrede ikke mig, tvært imod, da jeg kender niveauet på psyken i kennelen.

Spurvfugldalens Jan udvikler sig til en tophund, både eksteriør og på marken. Da han er 8-9 mdr. lægger han et meget stort medfødt bredsøg op fra kant til kant, det er marken der bestemmer søgs bredden, og med et passende dybde i slagene. Stilen er et kapitel for sig selv, det er ganske enkelt så nær idealet man kan komme efter min mening. Jan er en stor hund ca. 65-66 cm. Og kampvægten er ca. 30 kg. På trods af sin størrelse og vægt, er han meget elegant og en fryd for øjet.

Han går med høj hovedføring, dvs. over skulderhøjde, galoppen er langstrakt og fuldstændig friktionsfrit, ryglinjen er altid parallel med underlaget og smuk haleføring, det er den bedste stil der er præsteret til dato fra kennel Spurvfugldalen, og jeg har ikke fantasi til at forestille mig at jeg kan lave det bedre. Det vil være en meget stor udfordring at holde dette høje niveau.

Hvordan er han så at arbejde med? Ja, han har været utrolig let at dressere, og han er en dejlig hjemmehund. Han sekunderer spontant, er glad for vand og holder god kontakt. Det skal dog indrømmes, at han ikke kan gå frit rundt på gården, uden at han kan finde på at gå på jagt for sig selv. En dag jeg kom hjem fra arbejde stod han i stram stand ude i engen - heldigvis havde jeg gevær og patroner liggende bag i bilen, så jeg sprang fra tue til tue og nåede også ud til Jan uden at få ret meget vand i træskoene. Jeg bad ham rejse og en rød kok kom på vingerne. Den blev ramt, men fløj videre og Jan og undertegnede kunne konstatere, at fuglen fløj til skovs ca. 200 meter væk. Der var ikke andet at gøre end at sige apport til Jan, og håbe på, at han kunne finde den anskudte fugl. Efter ca. 10 min. kom han med den stadig levende kok, det var flot apportarbejde.

Spurvfugldalens Jan er optaget i DPK`s eliteavlsregister i 2006 hvor han har fået 1. pr. i åben klasse på marken, og på udstilling er han gået helt til tops, de 3 gange han har været udstillet i 2006 er han  blevet 1. vinder med certifikat og BIR 1 og er hermed Dansk udstillings Champion.

Jan blev brugt tidligt i avlen, hvor han blev parret med Reintoft HB Gaby, som er en top tæve, også hvad angår eksteriør. Efter Alsbjergs Jeppe og Reintofts T. Erikka, fra kuldet som desværre kun bestod af hanner, fik jeg hvalpen Vale som meget tidlig viste stor jagtforstand og i alle henseender ligner sin far. Vale er nu solgt til Lars Håkonsen fra Raufos i Norge. Jeg havde lovet Lars en god hund og det er jeg helt sikker på at han har fået, så efter HD fotografering som viste HD fri A i øvrigt som sin far og farfar, blev Valle afhentet af Lars og Hilde.

Jeg går nu og venter på at der kommer en top tæve, og her tænker jeg først og fremmest på stilen, og med et stærkt eksteriør, der ønsker at parre med Jan så jeg kan få en god tæve efter ham. En genparring med Reintofts HB Gaby står højt på listen. En tæve med sindelag samt farve og format som Vale ville være perfekt, men så heldig kan man vel ikke være!!!!!!!!

En anden han i kuldet, Spurvfugldalens Janko, som ejes af Niels Ovesen, er på størrelse med Jan, også med en god stil, dog ikke helt på Jans niveau. Janko ligner på mange områder sin far: han er næsten umulig at køre træt og går meget stort. Han har måske været knap så let at dressere som Jan, men det er lykkedes. Her i juledagene skød Niels en gammel kok for Janko, hvor det hele var i orden, Jens Have og undertegnede har sjældent set en mand mere stolt. 

 I kombinationen Spurvfugldalens Hertha og Idimum Laky blev der 3 stk. tæver, en gul/hvid kom til Bertil Mortenson i Sverige og en gul/hvid og en sort/hvid har vi selv beholdt. Derudover har vi en tæve efter Brugschampion Makeos Mai og Spurvfugldalens Fly. Alle udvikler sig godt, og er tidlig udviklede med brugbar fuglearbejde ved 5 mdr. alderen, så fremtiden på længere sigt synes at være sikret. Herthas hvalpe er her ved årsskiftet knap 8 mdr. medens parringshvalpen efter Fly og Mai er 9,5 mdr.

Del 5

Fantastisk forår 2007 for unghundene fra Spurvfugldalen.

Mørups Krumme efter Makeos Mai og Spurvfugldalens Fly ejer Kruse Meier har haft en fantastisk start på karrieren. På 4 starter har Krumme 3 stk. 1. pr. og en gang IFF 2 gange bedste hund med pokal den ene 1. pr. var i AK og da Krumme på familiedagens udstilling fik 1. pr. i brugsklassen er han som kun 17 mdr. allerede i DPK eliteavlsregister og vinderklassehund.

Præstationerne gav helt naturligt Krumme en plads på det danske ungdomslandshold på nordisk match i Norge her i efteråret 2007 hvor han fik en ærefuld 4. plads blandt de 16 bedste ungpointere i Norden. STORT TILLYKKE til ejeren Kruse Meier og opdrætteren Hugo Nielsen.

Mørups Ea kuldsøster til Krumme ejer Clas Lau har ligeledes gjort det rigtig godt, hun har på 3 starter fået 2 gange 1. pr. med pokal for bedste hund og 1 gang 2. pr. i UK Den ene 1. pr. blev vundet på DPK`s hovedprøve hvor hun vandt finaleslippet.

Ea havde ikke mulighed for at komme med til Nordisk Match da Clas der er pilot skulle på kursus i USA. STORT TILLYKKE til ejer Clas Lau og opdrætter Hugo Nielsen.

Tjalfe efter Reintofts HB Gaby og DK. CH Spurvfugldalens Jan  ejer og opdrætter Bent Boesen har også fået 2 gange 1. pr. i UK. STORT TILLYKKE TIL Bent Boesen.

Spurvfugldalens Kari efter Spurvfugldalens Hertha og Idimum Laky ejer Bertil Mårtenson fra Sverige kom til DPK`s hovedprøve og fik 1. pr. i UK om fredagen og lørdag vandt hun UKK finalen og Schultz-pokalen.

I efteråret 2007 vinder Kari Nordens mest eftertragtede trofæ GULDPOKALEN på SPK`s hovedprøve. STORT TILLYKKE TIL Bertil Mårtenson.

Der var 11 unghunde der havde fået 1. pr. der matches nu indtil man finder de 2 bedste, som skal gå mod hinanden i 1 time.

Spurvfugldalens Kaya samme kombination som Kari, min egen har på 2 starter fået 2 stk. 1. pr. Da Kaya ikke er fyldt 2 år ved næste års hovedprøve valgte jeg at gemme Kayas deltagelse i UKK til 2008 da hun havde gået på pencilin hele ugen op til prøven pga. en betændt pote, og kennelen var jo godt repræsenteret i forvejen. Det betyder at Kari og Kaya kan mødes i UKK til næste forår, da Kari jo har skaffet sig en ny bilet i forbindelse med guldpokalløbet. Her har jeg en lille drøm om at den tredje kuldsøster Spurvfugldalens Katja skaffer sig en billet, Katja er måske det største talent af de tre kuldsøstre. Katja ejes af Alfred Vemmelund fra Snejbjerg.  

Tilbage til oversigt.

Del 6. 

Drømmen gik i opfyldelse og 2008 blev et godt år.

Spurvfugldalens Katja levede fuldt ud op til mine høje forventninger, på FJD Midtjydske fik hun 1. Pr. i UK og blev pokalvinder.

På DPKs hovedprøve i UKK lå hun i top hele dagen, på grund af hendes kæmpeformat, desværre var der ikke fugle i hendes slip og det betød at hun måtte nøjes med en ærefuld anden plads, efter en i øvrigt fremragende tæve Takese Erika som fortjenstfuld finder to gange fugl i matchningen. Set i bakspejlet er det ikke altid en fordel at blive pakket ind til finaleslippet.

Men det skulle jo ikke slutte med det, på Eng. Setter Klubs hovedprøve ved Vildbjerg, dagen før Katja fyldte to år fik hun 1. pr. i åben klasse, og da hun senere på sommeren bestod apporteringsprøven, var hun klar til vinderklasse, og havde gjort sig fortjent til at komme i DPKs Eliteavlsregister, da hun på familiedagens udstilling fik 1. pr. i brugshundeklassen.

Derbyet på fyn var der naturligvis stillet store forventninger især til Katja, men også til Mørups Krumme Efter Makeos Mai og Spurvfugldalens Fly, og også Guldpokalvinderen fra 2007  og UKK vinderen 2007 Spurvfugldalens Kari stillede jeg store forventninger til.

En hund som jeg nok havde lidt mere i outsiderens rolle var Mørups Ea kuldsøster til Krumme, hendes format var helt sikkert til det, men var dressuren og kontakten til Clas i orden?? Det var spørgsmålet som jeg var i tvivl om. Det skulle senere vise sig at jeg ikke havde grund til at tvivle, da Clas og Ea gik hele vejen til finaleslippet, og blev en flot 2. vinder på Dansk Jagthunde Derby 2008.

Desværre var fugletilgangen på derbyet ikke så godt og det betød at flere tophunde ikke kom med på anden dagen der iblandt Katja, og Krumme kom dog med, men uden fugl, og da han ikke kendte sit besøgelsestid da chancen var der i anden heat forblev han uplaceret.

Der var udtaget 9 hunde til anden dagen deriblant 5 pointere, af de fem havde 3 forældre fra kennel Spurvfugldalen, ud over Krumme var det kuldsøsteren Ea og kuldsøsteren til Katja Spurvfugldalens Kari. Og det var de to tæver der gjorde det bedst. Mørups Ea blev 2. vinder og Kari blev 4. vinder på Dansk Jagthunde Derby 2008 hvor der blev skrevet et stykke Danmarkshistorie da der for første gang stod en Gordon Setter øverst på skamlen.

Ja man må beundre Gordon Setter folkenes tålmodighed Dansk Jagthunde Derby har eksisteret i over 70 år. Deres sejrsdans var et syn for guder og  Gordonfolket ønskes tillykke med sejren og en særlig lykønskning til opdrætteren af vinderen Erik Pedersen fra Kennel Aaens.

Det der ikke lykkedes for Katja på Derbyet, lykkedes så til overflod i VK hvor Spurvfugldalens Katja gik helt til tops og blev 1. vinder med cacit, hvilket jo gav billet til DM. Hvor hun gik over til 2. heat som etter på hendes hold. Her sluttede festen så for Katjas vedkommende da hun blev lidt offensiv i andet heat og mistede nogle fugle som blev trådt op bag hende. Men det skal ikke kaste skår i glæden over denne fantastiske lille hunds præstationer, den er kun to og et halvt år og jeg glæder mig meget til at følge hende og Alfred i de kommende år.

Hvad er det der gør Spurvfugldalens Katja til noget helt speciel? Hvad jeg mener hun er, der er flere ting jeg hæfter mig ved.

• Hendes stil og aktion og udholdenhed.

• Hendes arealdækning.

• Hendes skarphed over for fugl.

• Hendes rejsning af fugl.

• Hendes koldblodighed når hun provokeres af makker og mange fugle i luften.

Mange folk har spurgt mig om jeg ikke ærgrer mig gul og grøn over at jeg har solgt hende, til dem har jeg sagt, og det mener jeg stadig, det er det mest fornuftige jeg har gjort længe.