Kennelnyt

................................................................................................

Den største udfordring i udsætning af agerhøns ligger i at finde egnede biotoper, landskabet på ovenstående billed er perfekt, som man kan se på billedet er der en vellykket vildtager med fodermarvkål og en masse vilde urter blant andet ferskenbladet pileurt og hanekro som er agerhønsenes yndlings planter, i forgrunden ses nyspirede olieræddiker i stubben, i baggrunden ses gamle diger med spredt selvsået buskplantning.

Midt i landskabet løber Halgård bæk som afvander området så selv et år som 2008 hvor regnen har fosset ned i lange perioder, har området været sund. Det omkringliggende landskab består af store marker hvor der er meget langt imellem læhegnene, markerne bliver drevet meget effektiv, det vil sige der bliver brugt nødvendig kemi for at holde markerne fri for uønsket vegetation, det er plante og svineavls område det vil sige meget vinterhvede og vårbyg, men også frøgræs og vinterraps.

Indtil og med 2007 var der en stor gård i området med malkekvæg og der er i udkanten af området også kartoffelavl.

I de gode agerhønseår i halvfemserne var der på disse ca. 300 ha. ca. 15 - 20 par høns, i dag er der vel 5 par. Jeg har en plan om at vi igen skal op på 15 – 20 par, en plan som jeg tror er realistisk nu da græs og majsdyrkningen er afløst af blandt andet frøgræsavl som giver gode muligheder for at agerhønsene kan få ynglefred.

For at planen kan lykkes er det nødvendig med yderlig 3 – 4 vildtagre af samme type som på ovenstående foto og fortsat flittig brug af efterafgrøder på de marker der året efter skal bruges til vårafgrøder, vildtagrene er livsvigtige for fuglene først og fremmest til dækning, men selvfølgelig også fordi, at her er der masser af mad under de skærmende kålblade.

Da roemarkerne og tildels også kartoffelmarkerne forsvandt ud af landskaberne fik småvildtet et meget alvorligt problem, før den tid var det jo naturligt at fuglene løb under roebladene og i kartoflerne når kornet blev høstet, og så kun gik på stubben for at finde føde, den mulighed har vildtet desværre ikke i dag. Efterafgrøderne er bestemt en hjælp til småvildtet, men der er ca. 14 dage hvor dækningen ikke er god nok, og det er i den periode at agerhønsene vurdere om det er sikkert nok at være her eller det er klogere at flytte terræn, min erfaring er at de vælger at flytte.

..................................................................................................

På Dansk Kennel Klubs Internationale Vinderklasse blev Spurvfugldalens Katja 1. vinder med Cacit. Katja (Idimum Laky – Spurvfugldalens Hertha), ejer og fører Alfred Vemmelund, vandt foran pointer Zaro, der blev 2. vinder med HP, ejer og fører Erik Henriksen Årø.

Zaro er iøvrigt nært beslægtet med Katja, idet Zaros farfar, Danmarksmester i 1997, Spurvfugldalens Es er kuldbroder til Katjas mormor, Spurvfugldalens Erika. Katja og Zaro er kun 2 år, det bliver spændende at følge disse 2 superhunde fremover, der med deres præstationer skal representere DKK på DM søndag den 12 oktober.

Herunder er det Alfred Vemmelund med Spurvfugldalen Katja, Erik Årø med Zaro i midten og til højre med gul/hvide Niholis I Sam, står Nils Holger Lykke, som både er opdrætter samt ejer og fører, Sam blev på dagen 6. vinder.

Hesselhøj Hawa, ejer og fører Regina Lundblad fra Sverige; efter Spurvfugldalens Fly og Hesselhøj Primadonna blev 1.uk 3. vinder på Svensk Derby. Hawa er kun lige blevet 13 mdr. men hun var meget tæt på at vinde det svenske derby, men en haretur i finalen rykkede hende ned som 3. vinder.

En dag Alfred Vemmelund kom hjem fra arbejde, mødte der ham et meget trist syn. Hans pointertæve Katja lå mere eller mindre livløs, tydeligvis forgiftet af et eller andet, sandsynligvis sneglegift.

Katja blev straks bragt til dyrlægen, som behandlede hende i 3 timer, uden nogen synlig effekt. Dyrlægen var i forbindelse med flere eksperter på området, men Katja stod tilsyneladende ikke til at redde. Så dommen var klar, en aflivning.

Heldigvis var Alfred ikke klar til at tage afsked med Katja, så Alfred var klar i mælet og sagde at det kunne han godt selv ordne, og bar sin hund ud i bilen og kørte hjem.

Det har nok ikke været meget familien Vemmelund fik sovet den nat, og Alfred blev hjemme fra arbejde de første par timer dagen efter, medens fru Kirsten forsøgte at få lidt næring og vædske i Katja som stadig ikke var i stand til at rejse sig.

Et par timer senere skete så miraklet, pludselig opdager Kirsten at Katja vakler rundt ude i haven, den havde fået sig stablet på benene.

Da Alfred kom hjem fra arbejde, kom Katja springende ham i møde og sprang op ad ham. Hun havde klaret det, der ifølge dyrlægen var umuligt.

Her i foråret fortsatte det lille mirakel med at imponere, først på FJDs midtjydske prøve hvor hun fik 1. pr.i UK og senere vandt finalen og blev pokalvinder. Hermed havde hun kvalifiseret sig til UKK på DPKs hovedprøve, hvor hun hele dagen lå på en klar første plads, på grund af sit kæmpeformat.

Desværre var der ikke fugl på hendes terræn, det betød at hun måtte ”nøjes” med en ærefuld 2. plads. Og for at det ikke skal være løgn, så tog hun dagen før hun fyldte 2 år 1. pr. i åben klasse på Dansk Engelsk Setter Klubs hovedprøve ved Vildbjerg.

3 flotte præmieringer af højeste karat på 3 starter, af en hund der var opgivet af lægerne, er ikke så ringe endda.

Der er skruppelløse personer der smugler ulovligt sneglegift ind i danmark der er dødsens farligt for både dyr og mennesker, og der er midler som kun må bruges i væksthuse som er lige så farlige.

..................................................................................................

En mangfoldighed som vi havde for 50 år siden får vi aldrig igen. Men mindre kan også gøre det .

Først vil jeg stille spørgsmål ved, om der er andre end os hundesportsfolk, der savner denne mangfoldighed. Jeg synes det er svært at få øje på ret mange andre.

Alle der underviser og rådgiver nuværende og kommende landmænd taler helst kun om specialisering og økonomi.

Samfundet har så sat visse dele af miljøet på dagsordenen på grund af grundvandet og vandmiljøet, der er sat begrænsninger på brug af næringsstoffer og pestecider.

Der er også meget focus på dyrevelfærd, fru Jensen vil blande sig i hvordan hendes flæskesteg er vokset op, hun påstår også, at hun vil betale ekstra for grisen hvis den har haft krølle på halen i sin opvækst.

Disse samfundskrav tager landbruget meget alvorligt og der gøres virkelig en stor indsats for at efterkomme og forbedre produktionen. Vi kan konkludere at landbruget er omstillingsparat. Landbruget har behov for at pleje sit image.

Så hvad er egentlig problemet?? Ja så vidt jeg kan se, er der det problem, at kun nogle ganske få ser det som et problem, at store dele af det danske kulturlandskab er blevet sterilt og tømt for ædelt vildt.

Der skal intet mindre end en holdningsændring til, og det skal komme over en bred kam. Jeg mener også at det bliver nødvendigt med tilskud, i hvert fald til nogle forsøgsprojekter, for det her handler altså ikke om nogle sprøjtefrie bræmmer langs læhegnene, det gør det ikke alene, det er nemlig ikke fødemangel der er det svage led, men gode sikre ynglesteder med mere randeffekt, og så gode grønne efterafgrøder, gerne velgødede og så skal de naturlivis ikke harves eller pløjes om inden til foråret.

...............................................................................................

Tillykke med din nye hvalp! Her følger nogle få anvisninger som måske kan være til hjælp i den daglige omgang med hvalpen og dressuren af den unge hund.

Formålet med det hele, er jo at få en hund der er til mest mulig glæde og gavn for familien og jægeren. Hvad kræver hvalpen og unghunden så, for at dette

mål kan nås?

Tillid:

Hvis hunden mister tilliden til en person er al dressur umuligt.

Tillid kan genskabes, men det kræver meget af dressøren.

Den mest almindelige måde at ødelægge et ellers godt opbygget tillidsforhold, er at kalde hunden ind, for derefter at straffe den for et eller andet. Husk straf er mange ting - også vred tale, krybeture, hårde ryk i halsbånd mm. Har man kaldt hunden ind, har man kun et at gøre, nemlig at rose og klappe den. Det gælder uanset om den så har bidt alle naboens høns ihjel; hvis ikke synderen tages på fersk gerning, er afstraffelse ubrugelig og meget skadelig for tilliden imellem hund og dressør.

Mange gange ser man en hund jage i det fjerne uden kontakt til sin fører, og som regel hører man folk sige, at hunden har en for voldsom og utæmmelig jagtlyst. Min erfaring siger mig, at næsten alle disse hunde ikke har ovenstående problem, men et helt andet, nemlig at dressøren har ødelagt den nødvendige tillidsforhold imellem dressør og hund, således at hunden ikke tør komme ind til sin fører.

Kontakt/Lydighed:

Det er meget vigtigt, at hvalpen og den unge hund lærer at holde kontakt til sin fører. Det gør man ved tit at ændre retning på turen, uden at fløjte eller kalde på den, måske forsøge at gemme sig for hvalpen. Hvalpen lærer meget hurtigt, at det er dens problem ikke at blive væk for sin fører. Jo mere du fløjter og kalder på din hvalp, jo mere ulydig bliver den, hvilket i øvrigt også gælder den voksne hund. Man skal være opmærksom på, at hvis man har en hvalp eller ung hund der er meget lidt selvstændig kan man godt overdrive ovenstående, og blive udsat for at hvalpen ikke tør gøre noget på egen hånd. Det sidste er dog meget sjældent.

Grænser:

Hunden skal vide hvad den må og hvad den skal. Det kan ikke nytte noget at den den ene dag må ligge i sofaen og den næste dag ikke. Det kræver noget energi og konsekvens i starten, men hvalpen lærer det meget hurtigt.

Prægning / Dressur:

Prægningen starter allerede når hvalpen får øjnene op og varer til 6 – 8 mdr. alderen hvor prægningen langsomt går over i egentlig dressur. I denne fase er det meget vigtigt, at man giver sig tid til at kæle med hvalpen. Det er ikke nok med kurv og mad og drikke og luftetur, det er også vigtigt at hvalpen får lov til at vise sin kærlighed til dressøren. Det skaber nogle bånd der er guld værd, når man kommer til markdressuren og den unge hunds jagtinstinkt virkelig tændes.

Dressur startes op i 8 – 10 mdr. alderen. Det er en god ide at melde sig til dressurkursus i jagtforeningen, så får man gjort noget ved det, og man kan få hjælp hvis der opstår problemer.

Markdressur:

Sørg for at få lavet aftaler med landmænd om at du kan bruge deres marker til træning af hunden. Hvis det er et godt agerhøneterræn må man godt bruge et par lørdage på at køre halm ind eller lignende. Vær aldrig bange for at rette henvendelse til etablerede hundefolk om hjælp med terræn, du kan altid gøre gengæld med udsætning af fugle eller andet.

Organisering:

Hvis du ikke allerede er medlem af Dansk Pointerklub, så meld dig ind så hurtig som mulig. Her får du tilsendt medlemsbladet Jagthunden med vigtige oplysninger om aktiviteter.

Tilbage til artikeloversigt

...........................................................................................

Det er jo ikke nogen hemmelighed at det er svært at være stående Engelsk fuglehund i Danmark da jagtformen er gået fra at gå på jagt til at blive kørt rundt for så at stå på jagt, der er selvfølgelig flere årsager til den udvikling, men det der først springer i øjnene er at agerlandskabet slet ikke huser de mængder af småvildt som for 40-50 år siden, markerne er blevet meget større og vi dyrker kun monokulturer.

En hvedemark på 50 ha. som vi ser i dag så jo helt anderledes ud for 50 år siden, da var der måske 2-3 familier der fik sit udkomme på det samme areal, som var delt op i mange agre med mange forskellige afgrøder, der var markveje, grøfter og diger, der var måske en grus eller mergelgrav.

Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig at der var en betydelig større biologisk aktivitet i den gamle model end i den vi har i dag, det vil sige at der var en helt anden fødegrundlag for småvildtet end i dag.

Der er mange der påstår at ondens rod er sprøjtegifte, men det er mere kompliceret end som så, for 50 år siden brugte vi også sprøjtegifte og nogle af dem var langt farligere end dem vi bruger i dag, forskellen er bare at i dag bliver alle 50 ha. behandlet, for 50 år siden blev kornet sprøjtet for ukrudt og måske for svampe og skadedyr og roerne blev sprøjtet med paration(bladan) hvis der kom et for kraftig insektangreb. Men det største problem for de organismer det være store som små er at:

Disse 2 årlige tilbagevendende begivenheder må virke som 2 årlige jordskælv for småkravl og ædel vildt, og det er der altså ingen eller kun få organismer der kan stå model til.

Der er 2 begreber i den lidt mere filosofiske debat, den ene var den der blev praktiseret for 50-100 år siden, man kalder det: HYRDENS LANDSKAB

Den anden er måden hvorpå man driver jorden i dag, det kalder man: GARTNERENS / LANDMANDENS LANDSKAB.

Skal der igen komme småvildt i betydelig omfang i Danmark er det nødvendig at noget af arealet kommer tilbage til HYRDENS / JÆGERENS LANDSKAB.

Sprøjtefrie rande og insektvolde etableret i brakmarkerne i forbindelse med gode vildtagre tror jeg på er løsningen, men det kræver en stor indsats og der er kun jægere og hundefolk og naturinteresserede landmænd til at gøre det.

GIDER VI DET??

Råvildtet og kronvildtet har det rigtig godt i Danmark, og det er da også disse arter der har jægerens store interesse. Derimod ser det knap så godt ud for agerhønsene, harerne og de naturlige fasaner og ænder.

Det er da også meget sjældent, at man ser en jæger gå på jagt på åben mark, af den simple grund at chancen for gevinst er meget lille, for selv om de fleste jægere påstår, at de går på jagt for at få motion og frisk luft, så er det nok ikke helt rigtig, de fleste vil nok gerne have et stykke vildt med hjem.

Min indgangsvinkel til emnet bunder i over 50 års arbejde med stående hunde, hvor agerhønen har været og stadig er et meget vigtig element, ja man kan godt sige ingen agerhøns, ingen hundesport.

Denne artikel vil i det store og hele handle om agerhønen, og denne skønne fugls chancer for at overleve i det danske landskab, men jeg tror at hvis man kunne gøre noget effektivt for agerhønen, vil der vise sig en afsmittende effekt på mange andre arter, der også ville få det bedre.

Et nyt begreb i dansk landskabsforvaltning er naturplaner, som udarbejdes af DMU, Danmarks Miljø Undersøgelser. Desværre ser man kun meget lidt i disse planer der gør en forskel i forhold til agerhønen og det øvrige småvildt. Der er ikke særlig stor prestige i at gøre noget her, agerhønen er jo meget anonym i landskabet, der er langt større prestige i at vejlede om råvildt og kronvildt og fugle der lever i vådområder.

Jeg vil også sætte et stort spørgsmålstegn ved mange af disse rådgiveres kompetence eller interesse for området. Efter min mening fokuseres der alt for meget på pesticider og næringsstoffer, det kan der være andre gode grunde til at koncentrere sig om (nedsivning til grundvand mv.) men for agerhønsene er der andre faktorer der er langt vigtigere. F. eks er det livsnødvendigt for fuglen at der omkring den 1. maj findes grøn vegetation der har en højde og tæthed der gør at hønen tør etablere rede, så hun er godt skjult for rovfuglene.

Derfor lægger hønen altid sine æg i tæt høj velgødet vegetation, som regel mellem 2 og 10 m. fra kanten af en mark. Dette for at fuglene pr. instinkt ved at det er nødvendig at få kyllingerne ud af en tæt våd afgrøde for at blive soltørret og finde insekter. Denne erfaring er gjort i min tid som kvægbonde og maskinstationsmand, hvor vi jo er nødt til at slå græs til hø og ensilage i den periode hvor agerhønen ruger. Tusindvis af reder er blevet ødelagt på den måde, og er i virkeligheden agerhønens og fasanens største problem på kvæggårde, når vi ser bort fra vejrliget.

Så kom tiden hvor der skulle udtages arealer til brak, fordi der var overproduktion af korn i EU, og vi hundesportsfolk blev glade, for så ville der blive gode muligheder for hønsefuglene troede vi, men vi blev meget hurtigt klogere. Trods gode nyanlagte brakmarker med masser af ukrudt i bunden, udeblev effekten. Der kom ikke flere hønsefugle. Hvorfor nu ikke? Svaret er ligetil: det er ikke fødemangel som mange tror, der er det svage led i kæden, men brugbare redemuligheder og her er brakmarkerne ikke anvendelige, fordi de er for åbne og skaldede på det tidspunkt hvor hønsefuglene har mest brug for dækning.

Hvad kan der gøres ved det? Man kan jo ikke bare begynde at gødske brakmarker, det ville jo være både økonomisk og økologisk uansvarligt. Her kommer folkene fra Kalø ind med god viden, de har lavet forsøg med vildtager, barjordsstriber og insektvolde og gjort rigtig gode erfaringer hermed. Hvad er det så for noget, er det praktisk anvendelig i et moderne landbrug? Ja det mener jeg faktisk det er. Det handler om at placere sin brak strategisk rigtig og måske skal der fjernes et læhegn.

Her et eksempel! Et areal på 200 m. bred og 500 m. lang altså 10 ha. Hvis man ude midt i arealet lavede en vildtstribe med tilhørende insektvold, striben skal være mindst 10 m. bred, og have en længde så man kan passere for enden af marken med en 36 m. sprøjte, og det passer også fint til forager for mejetærskeren og andre store maskiner.

Man begynder med at lave en lille vold på ca. 2 m. bred og ca. 0,5 m. høj, hvor man med ploven smider jorden sammen så man får dobbelt muldlag, altså et lille dige hvor insekter har gode muligheder for overvintring, insekter er livsnødvendige for hønsefuglenes kyllinger. På volden og yderlig 3 m. sås en græsblanding med hundegræs og thimothe, disse 2 græsarter er tuedannende og er speciel tidlig på den om foråret, det giver gode redeskjul til fuglene. Syd for volden sås vildtblanding til fuglevildt og så slutte af yderst mod syd med en barjordsstribe på ca.2m. det vil sige at man skal ud med en lille harve eller fræser 3-4 gange i sæsonen for at holde jorden sort, fuglene elsker denne stribe til støvbadning, der er vigtigt for fjerdragten, og det er også her fuglene søger hen efter en regnbyge for at blive tørre.

Hvis man vil gøre det rigtig godt, kan man holde en stribe græs yderst på nordsiden kortklippet hele sæsonen, mange vildtarter ynder at spise det korte græs og det er også her vildtet søger til for at blive tørre når den øvrige vegetation er vådt.

Når jeg vover pelsen og anbefaler at lave vildtagrene ude midt i marken, velvidende at der vil være mange landmænd der ikke er begejstret for dette, er det fordi det giver dobbelt randeffekt i forhold til at lave den langs et læhegn, og så er der en anden meget væsentlig ting, det er at agerhønsene helst vil så langt væk fra læhegnene som muligt for at undgå at blive opdaget af rovfuglene fra trætoppene.

I den seneste debat har der været talt meget om, hvor vidt agerhønen har de gener i sig, der skal til for at klare sig, hvis ellers biotoperne er til det. Mange har stillet spørgsmålet, er det ikke bare et spørgsmål om tid, så går det som med urfuglen? Er agerhønen blevet til en farmfugl der kun kan klare sig inden for trådhegnets beskyttende rammer???

Til det kan jeg klart sige, at agerhønen er super sund og godt rustet til fremtiden, hvis den får chancen. Det kan jeg illustrere ved at fortælle, hvor jeg i disse år finder fuglene når jeg træner mine pointere i omegnen af Holstebro, og så de erfaringer vi har gjort med nye udsætnings metoder, som vi har afprøvet i 2006 og 2007 med rigtig gode resultater.

Der hvor den vilde bestand lever i relativ bedste velgående er i det åbne landskab hvor der er langt til læhegnene, det vil sige på de bedre jorder hvor der ikke kunstvandes så ofte, det er typisk super effektive planteavlsbrug og svinegårde, det er gårde der har meget vinterhvede og vinterbyg og ikke mindst vinterraps og frøgræs. Vinterrapsen er fantastisk til fuglene at opholde sig i fra tidlig efterår hen over vinteren og indtil yngletiden hvor de flytter i vinterbyggen og vinterhveden og frøgræsmarkerne. Her er der en tæt velgødet afgrøde der giver et godt redeskjul og afgrøden bliver først høstet efter at kyllingerne er flyvefærdige.

De nye udsætningsmetoder som vi afprøvede med gode resultater i 2006 og 2007, går ud på at man laver en lille voliere på ca. 2 m2, som man placerer et sted hvor man senere vil udsætte en flok agerhøns. Omkring 1. juli sætter man et par agerhøns som er ved at være færdig med æglægningen i volieren, lader dem gå der en lille uges tid, hvorefter man henter 15-20 stk. nyklækkede kyllinger som man sætter ind til de gamle fugle, og så straks forlader stedet.

Vi var 12-14 personer der sidste år havde godt 40 flokke, og alle kyllinger blev godt modtaget af de gamle fugle. Jeg havde 7 flokke og jeg må indrømme, at jeg var spændt på hvordan det ville gå, nogle få havde gjort forsøget året før og fortalt om resultatet, men alligevel det var jo et lille mirakel. Vi var blevet belært om at fuglene skulle have så meget ro som muligt, så det var med spænding at jeg om aftenen med kikkert nærmede mig buret, for at se om de havde taget sig af kyllingerne. Det havde de. Hønen og kokken lå tæt sammen, og der var ingen kyllinger at se uden for vingerne.

Det var meget spændende at se hvordan plejeforældrene, der måske i de sidste 30 generationer er kommet til verden via rugemaskiner, stadig havde naturlige instinkter så som at lade som om de havde brækket en vinge for at få mig væk fra deres kyllinger da jeg skulle fodre. Flere af kokkene fløj direkte i hovedet på mig, imens jeg arbejdede ved buret, det kræver mod og det havde de.

Voliererne blev åbnet da kyllingerne var fra 4 til 6 uger, og der blev opstillet foderrør mange steder. Første etape var lykkedes, næste etape var overvintringen, den lykkedes også. Der blev naturligvis slået nogle høns af rovfugle, men Pointerne har fundet mange parhøns her i foråret. Det næste og meget spændende er jo, om de også kan få held med at få kyllinger på vingerne. Her spiller vejret ind, men jeg har set at flere af foderrørene besøges af rugende høns, det ses ved at der ligger megastore klumper af afføring ved rørene.

Så jeg er ikke et øjeblik i tvivl, om at hønsefuglene har en fremtid i det danske kulturlandskab, men det er op til forvalterne og brugerne af landskabet, hvor god en fremtid fuglene får. Vejret kan vi i sagens natur ikke gøre noget ved, men ved at etablere ovenfor beskrevne vildtstriber i landskabet, kan vi hjælpe fuglene, så chancen for yngleheld bliver større, selv når vejret er ond ved dem.

Den sort/hvide pointer har fundet og taget stand for hønsene, den gul/hvide sekunderer.

Danmark har som bekendt været vært for Verdensmesterskabet for de stående hunde, et mesterskab jeg mener vi alle har lov til at være stolte af, jeg har kun hørt rosende ord om arrangementet.

De fleste roser skal nu gå til de 2 unge Verdensmestre Christine Due og Mads Winther Jensen på henholdsvis 19 og 17 år. Det er en fantastisk præstation! ”Saint Hubert” er altså ikke en konkurrence der lige ligger til højrebenet til ”ynglinge”, men mere til ”de gamle rotter” Stort tillykke til Jer begge, I har skrevet historie, jeg tror aldrig det bliver overgået.

Efter nu at have stiftet bekendtskab med FCI reglerne er det naturligt at stille spørgsmålet, er det noget vi kan bruge?? Jeg vil tro at 80-90 % af de hundefolk jeg har snakket med har sagt, nej, lad os beholde vore gamle regler.

Men hvad er det der gør at man mener at Fælles Markprøve Regler er bedre end FCI reglerne?

For at komme videre var det måske på sin plads at komme ind på hvor forskellen er, jeg vil prøve at nævne nogle mere eller mindre åbenlyse forskelle.

Det har egentlig været svært at finde ud af hvordan reglerne er, da jeg har oplevet at hundene gerne måtte rejse på nordisk vis.

Jeg ved ikke om det var fordi dommeren mente, at Skandinaverne skulle have en hjemmebanefordel, eller om der måske er mere elastik i reglerne, end det man kan læse sig til.

Vi så også mange hunde der totalt nægtede at gå frem, hvor føreren nærmest måtte skubbe hunden frem, hvis så føreren kunne trampe eller skræmme fuglen op, ja så kunne det godt udløse en præmiering. En sådan hund vil jo efter dansk opfattelse være værdiløs.

Ovenstående står i skarp kontrast til en situation, hvor en dansk hundefører på 5-10 meters afstand, giver hunden lov til at rejse, hvorefter hunden i tigerspring rejser fuglen, og måske endog springer en meter eller to efter den flygtende fugl, for derefter at lande på navlen med efterfølgende spontane klapsalver fra publikum. Rejsning i tigerspring er bestemt ikke min kop te, dertil har jeg set for mange situationer hvor hunden er sprunget over fuglen, mistet kontakten og endt med en stødning.

Jeg mener at de fleste hunde der rejser i tigerspring sætter hjernen ud af drift kortvarig! enten fordi de forsøger at tage fuglen, eller også fordi de springer på ordrer fra føreren, derved mister hunden fokus på fuglen et kort øjeblik, og det er en hønsefugl djævelsk hurtig til at udnytte til at komme væk. Måske ved hunden ikke hvor fuglen er, og som sådan slet ikke burde have taget stand, en typisk situation hvor føreren har taget initiativet fra hunden.

Sliptid: Hvis en hund ikke laver diskriminerende fejl og formatet er til en præmiering er sliptiden som oftest 15 eller 20 minutter. Hvis hunden viser stort format, og der ikke har været chancer for fugl kan dommeren tildele mere tid.

Det skal vi hurtigst muligt have indført i Danmark. Reglen der også praktiseres i det øvrige Norden.

Så kunne vi måske også få løst et stort problem, nemlig med alt for mange fugle udsat på et for lille område. Jeg har oplevet at mange slip på danske vinderklasser, der har været kortere end den friminut som praktiseres på FCI prøverne, på grund af alt for mange fugle.

Disse korte slip er ødelæggende for hundesporten, og har intet med praktisk jagt at gøre.

Antallet af fugletagninger: Her er der virkelig forskel på FCI og Nordisk praksis, på FCI prøverne er det lige meget om en hund har en godkendt fugletagning, eller om den har mange, det er dens søg fart og stil, der er afgørende hvor højt den rangeres.

Efter nordiske regler skal formatet selvfølgelig være i orden for at en hund kan få 1. præmie i kvalitetsklasserne, og fuglearbejdet skal være i orden for at hunden kan præmieres.

I VK er det meget afgørende med antallet af godkendte fugletagninger, det er skæbnesvangert at blive slået på fugl, det vil sige en hund med et meget stort format, kan blive slået af en hund med meget mindre format hvis den er heldig at finde en fugl før den ”store” hund.

Hvilken regel er bedst af de to? Ja jeg mener faktisk de er næsten lige dårlige, hvis jeg skal vælge en vil jeg nok alligevel her vælge FCI reglerne som favoriserer den ”store” hund, men på den anden side set skal den ”store” hund altså også vise at det store format giver resultater i form af fugle på tasken. Med faste sliptider på f.eks. 15 eller 20 minutter fjerner vi noget af heldmomentet i gamet .

Vi skal finde en linje der favoriserer klassehunden, frem for den middelmådige men gode jagthund.

Stil: Også på bedømmelsen af stilen er der forskelle på FCI og Nordisk praksis.

På FCI prøverne går man meget op i stilen for de enkelte racer, altså setterstil og pointerstil, en setter må gerne sidde i standen medens en pointer skal stå helst med snuden som højeste punkt, det gælder også i søget, halebevægelser er bandlyst for både settere og pointere.

For mig er der ingen slinger i valsen vi skal stadig holde fanen højt og bedømme stil efter gamle danske traditioner, det vil sige en langstrakt flad jordvindende galopaktion med høj hovedføring med næsen som højeste punkt, halen skal sidde som smuk forlængelse af ryggen og gerne med bevægelse.

Da stilen er meget arvelig er det vigtigt, at man ser sig godt for, hvis man ønsker at holde fast i de gamle danske dyder, vi er jo nød til at søge blodfornyelse i udlandet og her er der ikke den samme fokus på detaljer i stilen som vi har i Danmark. I Norge og Sverige er stilen stærk nedprioriteret i forhold til effektiviteten.

Fornøjelsen ved at se en stilren engelsk hund på en gul stubmark, er efter min mening så kæmpestor, at det vil være torskedumt at smide det væk til fordel for en tvivlsom gevinst på effektiviteten. Så man skal se sig godt for, der er jo heldigvis masser af stilrene linjer både i syd og nord.

Friminut: Ja det er da en udmærket regel, men jeg kan godt se problematikken hvis reglen skal føres ud i livet på en dansk vinderklasse, som de håndteres i dag hvor mange slip er ultra korte.

Når en hund har haft stand med eller uden resultat kobles, begge ekvipager bevæger sig hen til den ordførende dommer, og hvis ingen af hundene har gjort noget diskvalificerende og deres tid ikke er udløbet får de begge lov til at starte igen. Hvis en hund har haft 3 resultatløse stand, bliver den diskvalificeret.

Jeg må indrømme at jo mere kendskab jeg har fået til FCI reglerne, og jo flere gange jeg er startet på disse prøver, jo mere positiv er jeg for reglerne. Det skal selvfølgelig stadigvæk være hunden der skal rejse fuglen, og vi skal også stadig holde niveau med apportering, på disse områder var vi vidner til noget bras, og det skal vi holde os langt væk fra. Dertil mener jeg vi skal holde fast på den danske stilvurdering.

Men rygraden i FCI reglerne med faste sliptider, den klare opdeling af hundene i kvalitet (Exelense – Tres bon og Bon) er efter min mening det helt rigtige.

Når dommerne har vurderet hundene på holdet i den tid som de har fået tildelt og har givet de point hundene kan tilkomme kommer de ikke ud mere, med mindre der er pointlighed.

Hvis der er flere hold matches vinderne mod hinanden for at finde dagens vinder.

Når jeg mener det er værd at bruge tid på ovenstående, er det fordi jeg ikke er helt tilfreds med måden vinderklasserne bliver afviklet på i dag, velvidende at vi jo nok bliver tvunget til at lave om på praksis, med hensyn til udsætning af fugle på kommende prøver, og det kan sikkert løse nogle af problemerne med alt for mange fugle på et for lille areal, men jeg har alligevel set masser af fasanmarker med sukkerroer som dækafgrøde hvor fuglene helt sikkert er sat ud efter gældende regler.

Det er kutyme i dag at næsten alle hunde med en godkendt fugletagning kommer med over middag i anden heat, nogle dommere forsøger så at nedtone forventningerne lidt ved at kategorisere hundene i 1.-2.-3. kategori og så langt så godt. Men så vil skæbnen jo tit når fuglene ligger tæt at det er 2. og 3. katorihundene der finder først, og hvad sker der så? Ja det er jo meget alvorligt at blive slået på fugl i nordisk hundesport så der er risiko for at en heldig og dygtig kategori 3 hund vinder prøven.

Og hvad gør dommerne så for at kategori 3 hunden ikke skal komme for højt op? Ja man pakker ind det bedste man har lært, med det resultat at alt for mange tager sure hjem og ikke kan forstå linjen i det.

Det ville være betydelig bedre hvis kategori 2 og 3 hundene havde fået deres præmiering til middag og så TAK FOR I DAG.